Velkommen til torsdagstræf i Løvvangens Kirkecenter den anden torsdag i måneden kl. 14.30.
Nogle gange har vi inviteret foredragsholdere udefra, og nogle gange inviterer vi til "Fortælling og Fællessang", hvor vi hører en god historie eller novelle samt synger lidt mere end ellers fra Højskolesangbogen.
"Fortælling og fællessang" varer ca. 45 minutter, hvorefter der er kaffe og hyggelig snak over bordene. Foredragene vil ofte vare lidt længere tid, idet der vil være mulighed for spørgsmål eller supplerende oplysninger efter kaffen.
Pris 20 kr. pr gang inkl. kaffe og brød.
Se programmet her eller i det gældende kirkeblad.
Torsdag den 9. oktober kl. 14.30
De fleste af os har været der, hvor vi slår os på livet. Hvor sygdom truer os, eller en vi står nær. Når et menneske bliver alvorligt syg, eller er døende, kan hospice være en mulighed, men hvornår er det tid? Og hvad nu, hvis man gerne vil være hjemme? Hvordan er der på hospice? Hvad er hjælpsomt? Og hvordan med de pårørende?
Ulla Kjærgaard er fysioterapeut på Hospice Vangen og i Team for Lindrende Behandling. Sammen med andre faggrupper forsøger hun at lindre symptomer, og at være der for de alvorligt syge og deres pårørende i den syges sidste tid. Hun vil denne eftermiddag gerne fortælle om sit arbejde, om livet på hospice, tankegangen, dilemmaer og forsøge at svare på de spørgsmål, der måtte være.
Torsdag den 13. november kl. 14.30
Lindholm Sogn har i mere ned 20 år haft en venskabsmenighed i byen Valka i Letland. Denne eftermiddag vil vi prøve at fortælle lidt om baggrunden og erfaringerne derfra: Hvordan kontakten opstod, hvad vi laver sammen, hvad det har betydet og også lidt om forskelle og ligheder på de to kirker.
Vi regner med at skulle besøge dem næste sommer, så hvis nogen har lyst til at være med der, kan oplægget her måske også give en fornemmelse af, hvad man kan forvente, men dagen er for alle. Det er ikke som sådan en rejseforberedelse, men blot en lille præsentation af, hvad venskabet består af.
Hvis du har et emne, du gerne vil have fokus på i oplægget, så modtager vi meget gerne spørgsmål eller input på forhånd. Skriv til Dion på mail: dlp@km.dk eller på sms 40 31 38 36.
Torsdag den 11. december kl. 14.30
Julen nærmer sig, og som traditionen byder, er december måneds torsdagstræf fyldt med julehygge.
Vi har ekstra tid til at hygge med hinanden, vi hører julefortællinger, synger sammen og spiller bankospil.